tirsdag den 8. januar 2008

Fra Christchurch til Oamaru

I dag skulle vi rigtigt prøve at køre i Ruth. Turen gik fra Christchurch til Oamaru, og tog ca. 3,5 time. På denne tur fik Gitte også prøvet at køre stor bil. Frokosten blev spist, mens vi holdt parkeret i en lille flække. Det er dejligt at have sit køkken med på tur.

Da vi ankom til Oamaru gik vi en tur i deres park. Den er på 13 ha og utroligt velholdt. Heldigvis var der en legeplads, så Bodil og Morten kunne få brugt lidt energi efter at have siddet stille på en lang biltur.



Sammen med Klumpe Dumpe og på raketfart




Om aftenen tog vi ind til Oamaru for at spise aftensmad. Vi endte på et sted der mindede lidt om en engelsk pub. Selv rørføringen var engelsk! Alle rør er ført udenpå bygningen, knap så smart om vinteren når det fryser

Hvis man er glad for jul, så er New Zealand stedet! Da de jo har deres højsæson nu, så strækker de julen langt ind i januar. Der er stadig pyntet med juledekorationer og i Oamaru er der julelys i alle lygtepæle på hovedgaden. Det er en lyskæde der er pyntet, så om aftenen er der lys i juledekorationerne.

Oamaru er det nordligste sted i New Zealand, hvor man kan se pingviner, så efter aftensmaden kørte vi ned til stranden for at se om vi kunne se nogle af de sjældne guløjede pingviner. Vi så syv, den ene sad helt tæt på - mindre end 2 meter fra os, så vi rigtigt kunne få kigget på den. Bodil synes det ser ud som om den har gule dykkerbriller på.

Derefter kørte vi ned til havnen. Om sommeren ca. en halv time inden solnedgang kommer de blå pingviner ind til stranden. De blå pingviner er de mindste i verden, de bliver ca. 30 cm. høje. Man bliver bænket - og så er der en guide der fortæller om de blå pingviner. Man kan høre dem før man kan se dem, og pludselig er der 20, 30 eller op til 50 pingviner der svømmer i land samtidigt. Den første gruppe pingivner der kom i land var på ca. 10 stykker. Så kom der en sæl, og så gik der laaaang tid før den næste gruppe kom i land. Det var meget koldt at sidde der ude ved stranden om aftenen, så da de 2 første grupper pingviner var kommet i land, gik Bodil og Gitte tilbage til bilen. Drengene blev tilbage og så flere pingviner komme i land. Det var sjovt at se og en meget speciel oplevelse.

3 kommentarer:

Mandy sagde ...

Ej, sikken en fin pingvin. Det er så sjovt at landet er så langt væk fra moderlandet, men alligevel så engelsk.

God bless the Queen of England og hendes kolonier down under.

Hvaler og sandaler sagde ...

Hej Mandy
Ja, det er som at være rejst til en anden del af England. Det er mindre "eksotisk" at rejse rundt her end f.eks. italien, for her taler alle engelsk.
Gitte :-)

Anonym sagde ...

Kære alle 4
dejligt at høre I har det godt "over there", her har vi slet ikke brug for solcreme.
Er RUTH helt ny ?? den ser flot ud
Vi tjekker hver dag for nye hil-sener,Knus og kærlig hilsen fra os begge